Den 3. september 2024 sendte Erhvervsstyrelsen et lovforslag om b.la. ophævelse af reglerne om kapitalejerlån i høring. Erhvervsstyrelsen ønsker med lovforslaget at gøre det nemmere for selskaber at yde økonomisk bistand til kapitalejere og ledelsesmedlemmer.
De nugældende regler for kapitalejerlån findes i selskabslovens § 210, hvor der er opstillet en række betingelser, der skal være opfyldt for at et selskab kan yde lån, stille sikkerhed eller direkte eller indirekte stille midler til rådighed for dets kapitalejere og ledelsesmedlemmer (samt en række andre personer og selskaber). Efter § 210 stilles der således krav om, at følgende betingelser skal være opfyldt:
- Den økonomiske bistand skal kunne rummes inden for selskabets frie reserver og skal ydes på sædvanlige markedsvilkår
- Beslutningen om at yde økonomisk bistand skal træffes af generalforsamlingen, eller af ledelsen (efter bemyndigelse fra generalforsamlingen)
- Beslutningen om at yde økonomisk bistand skal være efter tidspunktet for aflæggelse af den første årsrapport
Opfyldes ovenstående betingelser ikke, skal beløbet for den økonomiske bistand tilbageføres til selskabet sammen med en årlig rente efter rentelovens regler med et yderligere tillæg på 2 %. Alt efter den økonomiske bistands størrelse, kan der blive tale om et betragtelig tillæg til tilbagebetalingen.
Med en ophævelse af de gældende regler, vil et selskab kunne yde økonomisk bistand til kapitalejere og ledelsesmedlemmer, uden at ovenstående betingelser er opfyldt. Erhvervsstyrelsen begrunder den foreslåede ændring med, at en mulighed for at yde kapitalejerlån uden særlige betingelser, vil give selskaberne en større fleksibilitet.
Erhvervsstyrelsen anfører yderligere i lovforslaget, at det fortsat er ledelsens pligt at sikre, at et eventuelt kapitalejerlån til enhver tid er forsvarligt, og at dispositionen er lovlig – således en kapitalejer ikke skaffes en utilbørlig fordel på andre kapitalejeres eller selskabets bekostning. Manglende overholdelse heraf vil kunne straffes med bøde efter selskabslovens almindelige regler.
Det er væsentligt at bemærke, at de skatteretlige regler for kapitalejerlån ikke ændres med forslaget, og det vil derfor fortsat blive anset for skattepligtige hævninger omfattet af ligningslovens § 16E, når et selskab yder kapitalejerlån til fysiske personer. Dette vil utvivlsomt give anledning til forvirring.
Der lægges op til, at reglerne skal have virkning fra den 1. januar 2025.