Siden indførslen af lov om fremtidsfuldmagter i 2017 har over 225.000 danskere oprettet en fremtidsfuldmagt og tallet er stødt stigende. Populariteten skyldes, at man ved at oprette en fremtidsfuldmagt selv har mulighed for i god tid at beslutte, hvem der i fremtiden skal varetage ens personlige og-/eller økonomiske forhold, hvis man ikke selv er i stand hertil.
Imidlertid er det mange privatpersoner, der opretter en fremtidsfuldmagt, men det har lige så vigtig relevans for dig som virksomhedsejer, da det giver dig mulighed for at få indflydelse på, hvem der kan træffe beslutninger på dine og virksomhedens vegne, hvis du en dag ikke længere er i stand hertil.
Hvorfor oprette en fremtidsfuldmagt som virksomhedsejer?
Som virksomhedsejer eller ejerleder har du stor indflydelse på virksomhedens drift, hvorfor det er særligt relevant at oprette en fremtidsfuldmagt, hvis du en dag ikke selv kan varetage virksomhedens interesser. Særlig relevans har det for mindre eller mellemstore virksomheder, idet disse ofte er ledet af én eller få personer, hvorfor det kan ramme virksomheden hårdere økonomisk og driftsmæssigt, hvis ejeren heraf ikke længere er i stand til at drive virksomheden videre som hidtil.
Du kan vælge at indsætte én eller flere fuldmægtige i fremtidsfuldmagten, og du bestemmer selv omfanget af den eller de befuldmægtigedes beføjelser.
Du kan f.eks. bestemme, at den eller de befuldmægtigede skal fortsætte driften i virksomheden, ligesom du også kan sikre dig, at du fortsat kan gøre din stemme gældende på generalforsamlingen ved at overdrage din stemmerettighed til den eller de befuldmægtigede.
På den måde sikrer du, at virksomheden drives videre af én eller flere befuldmægtigede, som du selv har udvalgt og stoler på, og at aftaler og dispositioner i virksomheden fortsat kan gennemføres. Derudover kan der spares tid og besværlig administration, hvilket i sidste ende kan sikre virksomheden mod økonomisk tab.
Går du med overvejelse om at udarbejde en fremtidsfuldmagt?
Der er mange overvejelser at gøre sig, når man ønsker at oprette en fremtidsfuldmagt – herunder bl.a.; hvem skal indsættes som fuldmægtig(e), hvilke beføjelser skal denne/disse have, skal den/de befuldmægtigede varetage særskilte ansvarsområder?
Hos Elmann Advokatpartnerselskab yder vi juridisk rådgivning om fremtidsfuldmagter.
Herunder rådgiver vi om klarlægning af behovet for en fremtidsfuldmagt, udarbejdelse og indholdet af en fremtidsfuldmagt samt registrering heraf.
Ønsker du at vide mere, kan du kontakte Frederikke Hagen Berg på tlf. (+45) 33 34 79 03 eller pr. mail: fhb@elmann.dk.