Julen er hjerternes fest – en tid hvor man gerne vil glæde andre. Dette kunne eksempelvis være at støtte et velgørende formål.
Hvis du ønsker at støtte en velgørende organisation, kan du få skattefradrag for bidrag op til kr. 18.300 i 2024. Du skal blot huske at oplyse dit cpr-nr. til organisationen – så sørger de for at indberette dit bidrag til SKAT.
Vidste du, at det også er muligt at betænke en velgørende organisation i et testamente?
Hvis dit hjerte banker for en særlig sag, er det muligt at betænke en velgørende organisation i dit testamente. Udover at støtte en god sag, kan det også være en fordel for dig, hvis du alene efterlader dig arvinger, som ikke er i den nærmeste familie, som derved risikerer at skulle betale en høj bo- og tillægsboafgift.
Hvor meget din arving(er) skal betale, afhænger af dennes relation til dig.
- Ægtefæller eller velgørende forening er undtaget fra at betale boafgift.
- For en række nærtstående personer, f.eks. børn, børnebørn, forældre, stedbørn, skal der betales en boafgift på 15 %.
- Fsva. søskende, niecer, nevøer m.fl., betaler disse, udover en boafgift på 15 %, yderligere en tillægsboafgift på 25 % af det resterende. Dette vil samlet set betyde en bo- og tillægsboafgift på 36,25 %. Hertil skal det bemærkes, at bo- og tillægsboafgiften for søskende nedsættes til 15 % pr. 1. januar 2027. Du kan læse mere herom gennem dette link: Ændring af boafgift mellem søskende – Elmann.
Hvis du alene efterlader dig arvinger, som vil pålagt både en bo- og tillægsboafgift kan du med fordel vælge at betænke en velgørende organisation ud fra 70/30-reglen.
Reglen indebærer, at hvis du som testator donerer 30 % af din arv til en velgørende organisation, kan du få den velgørende organisation til at betale bo- og tillægsboafgiften af de resterende 70 % af arven, som din arving(er) skal arve.
Vælger du at betænke en god sag hos én eller flere af organisationerne i Det Gode Testamente, kan du tilmed få økonomisk tilskud til advokatomkostningerne.
Det Gode Testamente er et fællesskab på mere end 50 af landets velgørende organisationer, som er gået sammen for bedre at kunne rådgive om testamentering, så flere danskere tilgodeser velgørenhed i deres testamente.
Hos Elmann samarbejder vi med Det Gode Testamente, da vi ønsker at sprede budskabet om, at det er muligt at tilgodese én eller flere velgørende organisationer i sit testamente og dermed være med til at støtte en god sag.
– du kan læse mere herom gennem dette link: Hos Elmann samarbejder vi med Det Gode Testamente – Elmann
Ønsker du at vide mere om, hvordan du bedst donerer din arv til et velgørende formål, kan du kontakte Frederikke Hagen Berg på tlf. (+45) 33 34 79 03 eller pr. mail: fhb@elmann.dk.